Hjemløses sundhed

projekt UDENFOR og herunder undertegnede vil gerne tage pulsen på de socialt udsattes sundhed til Brugernes BaZar d. 1. september 2007.

 

Brugernes BaZar er en årlig begivenhed for socialt udsatte (hjemløse, misbrugere, prostituerede, sindslidende), politikere, fagfolk og andre interesserede, og det er Rådet for Socialt Udsatte (www.udsatte.dk), der står bag arrangementet.

I år afholdes Brugernes BaZar i Kongens Have, Odense og temaet er sundhed. Der vil være politiske høringer, hvor hjemløse og andre socialt udsatte kan komme og fortælle politikere, fagfolk og almindelige borgere hvad, der er behov for i forhold til at forbedre indsatsen over for socialt udsatte og de ting, der har betydning for socialt udsattes hverdagen. Det kunne fx være bostøtte til at klare hverdagen, behandlingstilbud til at komme ud af et misbrug, et fleksjob til at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet m.v.

Ud over de mere alvorlige indslag, vil der også være humoristiske indslag, musik, mad og organisationer, der arbejder med socialt udsatte mennesker vil have en stand, hvor de hver især informerer om deres arbejde. Hvem end du er; kom og vær’ med til at sætte dagsordenen for og inspirere til indsatsen over for socialt udsatte.

Jeg vil gerne nu og på dagen i morgen blogge med hjemløse og andre socialt udsatte om deres sundhedstilstand. Meget tyder på, at de fleste socialt udsatte i højere grad er udsat for forskellige sygdomme end gennemsnittet, og de har en betydelig ringere sundhed end andre, hvilket kan skyldes et hårdt liv på gaden som hjemløs, manglen på bolig, ordentlige behandlingstilbud, det at man ikke får den rette behandling på sygehuset på grund af personalets manglende viden om fx stofmisbrug, psykisk sygdom m.v.  

Du er meget velkommen til at kommentere på bloggen, selv om du ikke er hjemløs. Fortæl mig lidt om din situation, om du har et job, kan betragtes som socialt udsat og din sundhedstilstand ud fra nedenstående spørgsmål:

Hvor gammel er du?

Hvor gammel tror du, at du bliver?

Fortæl om din sundhedstilstand?

Hvorfor tror du, at din sundhed er som den er?

 

Hvad er sundhed for dig?

 

Hvordan hjælper vi bedst socialt udsatte med deres sundhed?

 

Hvad er dit største sundhedsønske?

 

Hvor tit har du kontakt til din egen læge?

 

Har du nogensinde været indlagt på hospitalet?

 

Hvis ja, hvordan har din indlæggelse været?

 

Hvad mener du om den behandling, du fik for dine smerter (fx blev du ordentlig smertedækket)?

 

Hvor langt var du i din behandling, da du blev udskrevet (fx færdig, uafsluttet, udskrevet før tid)?

 

Har du nogensinde været på skadestuen?

 

Hvordan var det?

 

Er der andre ting, du gerne vil fortælle mig om din sundhed, som du synes er vigtig?

Kære du, jeg glæder mig til at læse din kommentar på denne blog. Du kan selvfølgelig vælge at være anonym, men hvis du kommenterer flere gange, må du meget gerne bruge det samme navn, så jeg ved, at det er dig igenJ

Hilsen
Serap Erkan, informationsmedarbejder i projekt UDENFOR

Velkommen til projekt UDENFORs blog!

Serap Erkan

Som du allerede kan se, har vi i projekt UDENFOR taget fat på en ny udfordring med afsæt i de mange muligheder Internettet i dag giver os - blogs.  

Fonden projekt UDENFOR er en selvejende organisation, som har fokus på de hjemløse. Vi kombinerer gadeplansarbejde blandt de hjemløse med undervisning og forskning i hjemløshed og udstødelse.

Med en blog ønsker vi at komme i en tættere dialog og kontakt med fagfolk, politikere og andre interesserede borgere. Vi er en humanitær organisationer uden profit-hensyn. Ud over at give støtte, kontakt og omsorg til hjemløse, ser vi os selv som en eksperimenterende organisation og som vagthunde i forhold til de hjemløses levevilkår. Vi råber op og melder ud, hvis hjemløses vilkår forringes, deres rettigheder overtrædes m.v. På den måde forbeholder vi os retten til at være kritiske overfor gældende lovgivning, politik m.m.

Med andre ord er der nok at gå i dialog omkring det arbejde vi selv laver, de meninger og holdninger borgerne har til de hjemløse og den effekt politik, lovgivning, andres adfærd og holdninger har på de hjemløses liv og livsvilkår.

Vi glæder os til at blogge om faglige og saglige emner i relation til hjemløshed!

Med venlig hilsen 

Serap Erkan, informationsmedarbejder i projekt UDENFOR

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.